Nekrolog over kirketjener Kjeld Svarre

Nekrolog over kirketjener Kjeld Svarre


# Forside blog
Udgivet mandag d. 29. april 2019, kl. 14:19

Et kendt ansigt i lokalområdets kirker er ikke mere.

Kirketjener Kjeld Svarre er død, han blev 73 år. Han bisættes fra Bellahøj kirke torsdag den 9. maj kl. 12.30.

Kjeld havde en baggrund som typograf og havde sammen med sin hustru Birgit eget firma, et sætteri. I takt med teknologiens indtog valgte han at skifte hverv og blev uddannet som kirketjener. Det medførte en mere end 17 års ansættelse som kirketjener, først rigtig mange år i Tingbjerg kirke, senere i Bellahøj kirke. Da han i en alder af ca. 70 år stoppede som fuldtidsansat, fortsatte han som vikar i Husumvold, Mørkhøj, Brønshøj og Bellahøj kirker.

Servicegenet som selvstændig havde han altid med sig. Vi husker alle Kjeld som den imødekommende og venlige kirketjener, altid ulastelig klædt, altid til tjeneste i de forskellige kirker.

Kjeld og hans afdøde hustru Birgit løste i 2016 sognebånd til Bellahøj kirke, og fra den dag indgik de aktivt i menighedslivet som deltagere og som frivillige ved utallige arrangementer.

Kjeld mistede Birgit ved en tragisk trafikulykke i marts 2018. Tabet af Birgit efterlod et stort savn hos Kjeld.

Vores varmeste tanker går til Kjelds nærmeste familie, datter og søn, deres ægtefæller og ikke mindst de 3 børnebørn. Efter hustruens død etablerede Kjeld bla. en spiseklub med de 3 børnebørn hver tirsdag. De spiste sammen, spillede spil og hyggede sig.  Og sommerferien var allerede planlagt med fællestur i sommerhus ved Hvide Sande.

Vi er mange der kommer til at savne Kjeld rigtig meget, lad os tro på at han nu kan få lov til at blive genforenet med sin elskede Birgit.

Æret være Kjelds minde.

P.v.a. Bellahøj kirke

Lis Lynge, Menighedsrådsformand