Bellahøjmessen – indtil vi ses igen…

Bellahøjmessen – indtil vi ses igen…


# Forside blog
Udgivet mandag d. 4. maj 2020, kl. 13:09

Vi håber at det snart igen vil være muligt at kunne fejre Bellahøjmessen sammen, for der er nu engang ikke noget så godt som det ægte menneskelige fællesskab, når vi søndag formiddag fylder kirken med liflige toner, gode ord og en festlig nadverfejring. Det glæder vi os til!

Men indtil da vil vi forsyne jer med en onlineversion af Bellahøjmessen i reduceret omfang. En præst og en musiker. Vi har jo ikke adgang til kirkerummet endnu, så vi sætter os i døråbningen og tænder for vores udstyr, så I kan følge med derude via kirkens Facebookprofil, https://www.facebook.com/bellahojkirke/. Det er hver søndag (samt Kristi Himmelfartsdag) kl. 10.30 – indtil nedlukningen af kirkerne er forbi og vi atter kan mødes ansigt til ansigt.

Du kan også se gudstjenesten her på kirkens hjemmeside, hvor den bliver lagt på om mandagen og er tilgængelig hele ugen.

I går søndag d. 3. maj var det Merete og Peter, der sendte direkte fra kirken. Hvis du vil se, hvordan Bellahøjmessen kan tage sig ud i en ”dogmeversion”, så klik på linket og hør om Jesus, der denne 3. søndag efter påske siger til os at vi ikke skal være bange. For han er vejen, sandheden og livet – og han svigter os aldrig! Gode, trøsterige ord, som Peter kæder sammen med pilgrimstraditionen, hvor bønnen ”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den” spiller en stor rolle. Indimellem ordene lyder der gode toner fra Meretes keyboard, og I kan nyde hende synge bl.a. Albertes skønne ”Lyse nætter” og pilgrimssangen over dem alle, ”Må din vej gå dig i møde”!