​At drage ind i bange hjerter ved sognepræst Peter Møller Jensen

​At drage ind i bange hjerter ved sognepræst Peter Møller Jensen


# Præstens blog
Udgivet søndag d. 5. april 2020, kl. 13:52

Jesus var på besøg hos Simon den Urene i Betania, og mens han spiste, kom der en kvinde hen til ham med en lille alabastkrukke fuld af ægte, dyr nardusolie. Hun knækkede halsen af krukken og hældte olien ud over hans hoved. Det var der nogen, der blev vrede over, og de skældte hende ud. ”Hvad er meningen med at ødsle sådan med olien?” sagde de. ”Du kunne have solgt den for mere, end hvad en enkelt mand tjener på et helt år, og givet pengene til de fattige.” ”Lad hende være,” sagde Jesus. ”Hvorfor generer I hende, når hun har gjort noget godt for mig? De fattige har I altid hos jer, dem kan I hjælpe når som helst. Men mig bliver I ikke ved med at have. Kvinden gjorde det bedste, hun kunne, og ved at hælde olie ud over mit hoved har hun gjort mig klar til at blive begravet. I skal være klar over, at uanset hvor i verden budskabet om mig bliver fortalt, vil man også fortælle om det, hun har gjort, og huske hende.”   Mark 14,3-9

Seks dage før påske kom Jesus tilbage til Betania, hvor Lazarus boede - det var den mand, han havde gjort levende igen. Jesus blev inviteret til middag; Martha sørgede for maden, og Lazarus var med ved bordet sammen med Jesus.

Maria tog en flaske meget dyr parfume, lavet af ren nardusolie, og hældte den ud over Jesus’ fødder. Bagefter tørrede hun dem med sit hår, og duften fra olien bredte sig i hele huset. Judas Iskariot, den discipel, der senere skulle forråde Jesus, udbrød: ”Den parfume var en formue værd. Hvorfor blev den ikke solgt, så pengene kunne gå til de fattige?” Det sagde han ikke, fordi han interesserede sig for de fattige, men fordi han stjal af kassen, som han var sat til at bestyre. ”Lad hende være i fred. Hun kan gemme resten til min begravelsesdag,” sagde Jesus. ”De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.”

Da folk fandt ud af, at Jesus var i Betania, tog mange derud. Det var ikke bare for at møde Jesus, men også for at se Lazarus, som Jesus havde gjort levende igen.

Så besluttede de ledende præster, at Lazarus også skulle slås ihjel. Mange jøder gik nemlig over til at tro på Jesus på grund af det, der var sket med Lazarus.

Næste dag hørte alle dem, der var kommet til påskefesten, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog palmegrene i hænderne, gik ud for at møde ham og råbte:

         ”Hosianna.

         Gud velsigne jødernes konge,

         han kommer i Herrens navn.”

         Jesus fandt et æselføl og satte sig op på det,

         sådan som der står i Skrifterne:

         ”Vær ikke bange, Jerusalem,

         se, din konge kommer,

         han rider på et æselføl.”

På det tidspunkt forstod disciplene ikke, at det, Jesus havde gjort, var en opfyldelse af profetien fra Skrifterne. Det blev de først klar over, da han var blevet henrettet på korset, og hans guddommelighed var blevet synlig for dem.   Joh 12,1-16

------

Det er Palmesøndag. En dag, som indleder påskeugen. En ouverture til det store drama, hvor hovedpersonen kommer ridende op mod Jerusalem for at tage kampen op mod ondskabens og mørkets kræfter – med sit eget liv som indsats. Luften er fyldt af forventning. Her kommer kongen. Her kommer frelseren. Hosianna, hosianna. Hurra, hurra…

I år er det som om fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem får en ganske særlig betydning. I en tid, hvor nye ord som hudsult og gamle ord som afmægtighed pludselig er kommet på dagsordenen, hører vi palmesøndagens evangelium med nye ører. For vi længes som aldrig før. Længes efter noget eller nogen, der for alvor kan tage kampen op mod død og undergang, mod sygdom og smerte, mod angst og uvished.  Måske allermest det sidste.

I dag lyder det så til os, at Guds søn kommer dragende, og det er til os, han kommer – ikke bare til Jerusalem dengang for 2.000 år siden, men til os her og nu! Han kommer for at drage ind i byen, ja, for at drage ind til os, der bor i byen, lukket inde i vore hjem af frygt for smitte. Han kommer for at drage helt ind i vores bange hjerter, de hjerter, der med pandemiens hærgen med gru har erfaret at vi stadigvæk er underlagt uforudseelige kræfter, vi ikke kan kontrollere, selv i vores avancerede tidsalder.

Han kommer og drager ind i vores bange hjerter, fordi det allerværste er angsten og uvisheden. Han kommer som Guds søn, med kærlighedens og barmhjertighedens våben, for at tage kampen op mod alt det indeni os, der smitter os med pessimisme og sortsind. Han kommer for at lyse op midt i mørket.

Vi er på vej til påske. Aldrig har vi haft brug for at høre påskens stærke budskab mere end lige nu. At vi ikke er ladt alene. At vi nok skal igennem lidelse og død – ganske som Jesus dengang – men at der også er lys for enden af tunnelen. Opstandelse. Nyt liv. Nyt håb. En ny begyndelse. Det ender godt.

Kom, bange sjæl, at skrive

dig det i hjertet ind,

lad denne glæde drive

igennem sjæl og sind:

at hjælpen er til stede,

at Jesus selv er her,

han vil dig trøste, glæde

og altid have kær.

Du skal ej heller klage,

at du ham ej kan få,

han kommer selv at tage

dig ud af jammers vrå;

han kommer selv, han kommer

at dæmpe al din ve

og gør en liflig sommer

af al din trængsels sne

DDS 86: ”Hvorledes skal jeg møde”, vers 5-6

(Paul Gerhardt 1653, Hans Adolph Brorson 1733)