Alterbuketterne har vi selv lavet

Alterbuketterne har vi selv lavet


# Forside blog
Udgivet fredag d. 4. september 2020, kl. 12:46

I september laver vi selv vores alterbuketter. Bellahøj Kirke har nemlig ekstra fokus på miljø og bæredygtighed. Blomsterne er plukket fra vores ’Vild med Vilje’-arealer, fra grøftekanter eller hjemme fra egne haver. Vi er frivillige i kirken, er ikke professionelle blomsterbindere, så nyd det særlige udtryk.

I kirken har vi altid friske blomster på alteret. Men desværre kommer blomster som oftest med et stort klima- og miljø-aftryk. I produktionen af blomster benyttes pesticider og kunstgødning i stor stil, ligesom der kan være tvivl om arbejdsforholdene på de blomsterfarme, der ligger placeret langt væk fra de regler, vi kender i Danmark. Og med den lange transport, der ofte har fragtet blomsterne mange tusinde kilometer fra drivhus til stuebord, koster det også en del på CO2-kontoen.

Vi afprøver forskellige måder, at gøre vores buketter mere bæredygtige og her i september prøver vi altså at lave dem selv. I perioder, hvor der ikke er så meget at lave buketter af, vil vi også eksperimentere med tørrede buketter. 

Har du lyst til at tænke med eller være med til at lave buketterne, så vil vi meget gerne have dig med! Skriv til hanna.smidt@gmail.com

Bellahøj Kirke er Grøn Kirke og det betyder at vi arbejder med at være bevidste om klima- og miljøet i kirkens hverdag.

Se mere på gronkirke.dk og www.groenforskel.dk/blomster