Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Lørdagshøjmesse - aflyst - men læs sognepræst Peter Møller Jensens refleksion over dagens evangelium!

MAR
28

Lørdagshøjmesse - aflyst - men læs sognepræst Peter Møller Jensens refleksion over dagens evangelium!


Lørdag d. 28. marts 2020, Kl. 16:00 til kl. 17:30
Frederikssundsvej 125A, 2700 Brønshøj
Peter Møller Jensen og Asser Skude

At synge på trods – en refleksion over evangeliet til Mariæ bebudelses dag ved sognepræst Peter Møller Jensen.


Så sagde Maria:

”Jeg takker Gud af hele mit hjerte

og glæder mig over,

at han er min frelser.

Han har udvalgt mig, selvom jeg ingenting er værd.

Fra nu af vil alle mennesker kalde mig velsignet,

for Gud er fuld af magt, og han har gjort store ting for mig.

Hans navn er helligt!

Han tager sig af alle dem, der

frygter og respekterer ham - i slægt efter slægt.

Han bruger sin stærke arm til store handlinger,

og dem, der har nok i sig selv, spreder han for alle vinde.

De store støder han ned fra deres troner,

og de små løfter han op.

Gud giver gode gaver til de sultne,

og de rige sender han væk med tomme hænder.

Han sørger for sit folk

og holder fast ved sin omsorg,

sådan som han lovede vores forfædre, Abrahams slægt - i al evighed.”  

Lukasevangeliet kap 1, v 46-55


 Man kan synge af mange grunde. Man kan synge af glæde. Stå inde i Parken og være en del af en syngende bølge, der hylder heltene nede på banen – eller omkring bordet, hvor det lykkelige brudepar bliver omsluttet af fornøjelige festsange.

   Man kan også synge af sorg. Når det hele er forbi, og ordene kommer til at smage af salt, fordi tårerne vælder frem. Når klumpen i halsen bliver for stor til at der overhovedet kommer ord frem, så andre må synge for én.

   Man kan synge, når øjeblikket pludselig griber én og kalder glemte strofer frem, fordi netop de ord kaster lys ind over følelserne og de tanker, der melder sig i dette uvarslede nu.

   Men man kan også synge på trods.

I denne underlige tid er der mange, der synger på trods. På trods af dystre bulletiner om sygdom og død bliver der sunget. Fra sofaer og altaner. Fra TV og radio. Af kendte og ukendte. Vi synger sammen – hver for sig. Sangen har vinger, og den flyver fra menneske til menneske og bringer os sammen i et syngende fællesskab, der byder mørket trods og giver tro på fremtiden. Vi ranker ryggen for en stund og giver hinanden håb i en håbløs tid.

   Denne søndag, som har det gamle navn Mariæ bebudelses dag, er der én, der også synger på trods. Det er Jomfru Maria. Hun har lige fået at vide, at hun skal føde Guds egen søn. ”Du er én af mange, du er én som ingen andre.” ”Gud har udvalgt dig, Maria. Du er noget særligt i hans øjne.” Vi taler nogen gange om at livet kan tage en uventet drejning. Marias liv havde ikke bare taget en drejning, det var vendt fuldstændig på hovedet, og den unge pige skulle fatte det alt sammen. Tro på det utrolige. Finde mod midt i frygten. Og så er det hun begynder at synge.

   Maria synger, og hun øser af hele sit folks skat af sange og lader dem lyde og få ny betydning i hende. Hun synger på trods af tvivl og frygt – hun synger på tværs af tid og sted - hun når os med sin trodsige lovsang, og fragmenter af ordene tager vi til os, så vi kan holde vores tvivl og vores frygt på afstand. ”Han er min frelser.” ”Han sørger for sit folk.” ”Han holder fast ved sin omsorg.”

   Vi må blive ved med at synge på trods. Netop nu, hvor vores normale virkelighed er blevet forandret, må vi stille os ud på altanen eller sidde i sofaen og synge med. Sammen – hver for sig.


Salig er den der synger falsk,

der finder en tone i havets klang.

Salig er den der danser grimt,

der standser i skoven og hører en sang.

Du er én af mange,

du er én som ingen andre.

(Dy Plambeck 2015, Kirkesangbogen 824, v. 4)