Knud Schjødt-Pedersens tale

Af kirkens tidligere kapellan (1961-1966), provst Knud Schjødt-Pedersen, Ebeltoft.

Det er unægtelig en noget mærkelig fest, vi fejrer her i dag, kirkens 50-års fødselsdag, som samtidigt er dens afskedsdag;  sært – selvfølgeligt også vemodigt og trist. At det er trist for os, som var en del af dens historie omkring den tid, hvor kirken blev bygget, er jo klart, men at Utterslev kirke er en del af flere fine kirker, som skal slutte sin egentlige tjeneste nu, er trist af helt andre grunde. Man kan jo ikke lade være med at gøre sig sine dybe tanker om, at ikke alene den kirke, som vi stod faddere til, og som forgængerne havde arbejdet for at få bygget, og som blev så flot og stærk og brugervenlig, at der nu ikke længere skulle være brug for den. Er det ikke for pessimistisk? Fordi penge spiller så kæmpestor en rolle i vor tid. Og fordi sognets beboere for tiden ikke tror, at kirken er nødvendig. Hvis vi kendte noget mere af historien , også kristendommens historie, ville vi nok være mere opmærksomme på, at sløje tider – forvirrede tider før i historien er blevet vendt til store fornyelser . Der er jo selve kristendommen. Der var en mand nede i det land, hvor folks religion byggede på Det gamle Testamentes skrifter på forskellig vis. Så kom han og begyndte at tale på en helt ny måde, i en helt ny og anderledes ånd. Så nogle jøder og siden millioner oplevede en hel ny åndelig verden. Og indenfor den såkaldt kristne verden, der var blevet til, skete det gennem århundrederne mange gange: Når der var blevet store fejlfortolkninger af Kristendommen eller stort åndelig armod, så skete der en vældig nyfortolkning og ny bevægelse. Der skete med Martin Luther og reformationen en kolossal fornyelse og livskraftig bevægelse. Efterhånden blev den fornyelse noget trængt tilbage af  en voksende rationalisme. Man begik den fejl at tro, at hjernens fornuftige resultater kunne erstatte hjertets behov og naturlige søgen efter et åndeligt grundlag i livet.. Da opstod der f.eks. i Nordeuropa en modbevægelse med pietismen,  bl.a. gennem Brorson, en ny stærk åndelighed, som så igen  stivnede eller svandt meget hen i en ny åndeligt fattig rationalisme. Da kom  i attenhundredetallet Grundtvigs – og med ham tusinder af danskeres - nyoplevelse af kristendommens mening. Der kom en større åndelig modenhed og bevidsthed hos store dele af  befolkningen, som oplevede en helt ny varme og følelsesmæssig opvækkelse og stærk fornyelse af menneskers personlige kristne tro. Der havde rundt i landet været grupper af folk, som samledes for selv at læse og samtale om Bibelen, såkaldte konventikler, senere kan de kaldes bibelkredse. Det var ikke alle præster, der syntes, det var en god idé. Det var vist ikke forsvarligt, at lægfolk, mennesker uden teologisk uddannelse, begyndte selv at finde ud af, hvad Bibelens bøger vil sige os! Men det havde bredt sig. Nogle af disse kredse syntes så ikke, at hovedparten af den grundtvigske bevægelse var godt nok bibelfunderet, så de skilte sig ud og oprettede i 1860-erne Kirkelig Forening for den Indre Mission. Her lagde man netop vægt på ordet Mission. På at kirkens mennesker har en opgave i dels at brede kristentroen ud i folket, dels at følge kristendommens opfordring til at tjene sine medmennesker socialt, næstekærligt. Og det fik mange gode praktiske følger. F.eks. hørte vi i studietiden om, at det var menighedssygeplejer-sker, ansat af menighedsrådene, der cyklede rundt for at hjælpe svage og gamle, der også startede på sådan noget som fodpleje i København!!!

Så vi skal heller ikke tro, at der kun kan være en NEDAD-gående udvikling eller afvikling af det kristne liv i Danmark, så vi efterhånden bare lukker flere og flere sogne og menigheder OG kirker. Der er jo også i vor tid tegn på, at mennesker opdager fattigdommen i at leve uden forbindelse med Guds verden. Så det kan ske igen, at befolkningen som helhed igen opdager, at uden religion går det helt skævt. Det kan vist ikke påstås, at det var en lykke for Rusland og de andre østlige stater at forsøge på at nedlægge kristendommen. Der blev da vist ikke mere menneskelige eller kærlige forhold der. Der er efter min formening behov for nytænkning af kristendommens mening og udtryk og en  nyoplevelse af dens åndelige kraft. Måske får vi igen ”lov til” at være troende, at have religiøse følelser og tanker. Markedet er jo stort, nok når det drejer sig om at få et aktivt, positivt forhold til den kristne tro. Først store dele af den etnisk danske befolkning. Og derforuden de mange indvandrere. Måske de så også efterhånden ville erkende værdien af den ånd, som kom og kommer fra Jesus Kristus, de mange mange tusinder der lever i landet som potentielle kristne, og som f.eks. her i Utterslev sværmer omkring kirken. Hvad om vi kunne komme kontakt med dem? Måske skulle I gøre  Utterslev Kirke til en Fælleskirke.  Hvor de forskellige trosretninger vedtog, at her kunne alle - kristne, muslimer, hinduer, buddhister- jøder - alle - mødes og fremlægge og tale om alt det fine og positive i hver deres skrifter og tro, mens det skal være absolut forbudt at tale ondt eller nedsættende om de andre. Hvad om her opstod ”Københavns Fælleskirke” som den første i landet? Jeg vil slutte nu med ønsket, om, at I finder en god kirkelig løsning for dette prægtige kirkerum.

Det var selvfølgelig en gave for mig, som ung præst, efter knap to år som hjælpepræst i Brønshøj at komme herned og få lov at få del i det spændende projekt at bygge en ny kirke. De store beslutninger var truffet, arkitekterne Hoff og Windinge var valgt og i fuld gang med at tegne dette solide smukke gudstjenesterum.  Men der stod en del detaljer tilbage. Pastor N.A. Klausen havde allerede gjort et kæmpearbejde, og lagde alle sine kræfter i at gøre det så godt, som det jo også blev.  Han var en stædig lille mand, hvad  nok har voldt ham selv en del bøvl, men som også førte til det fornemme resultat. Der skulle ikke slækkes på kvaliteten. Han fandt f.eks. frem til en dygtig snedkermester og aftalte med ham at fremstille disse fine solide kirkebænke. Her skulle være bænke og ikke løse stole, som ellers fandt indpas flere steder i nye kirker – de skramler mere end de ordentlige funktionelle egetræsbænke her! Men størst var vel valget af de to mennesker, som skabte altervægsudsmykningen. Barbro og Alfred Nielson fra Trelleborg i Sverrig Hun tegnede tæppet, som så blev vævet hos kunstvæveriet Becker i Lyngby, og han skabte det guldbelagte bronzerelief, som i den grad er præget af den ånd, som er kristendommens sande natur. Jeg husker,  efter eftermiddagsgudstjenesten på indvielsesdagen 8.september 1963, som Klausen og jeg hjalp hinanden med, at fru Marie Winther, en stor stærk kvinde, som vi kendte fra Brønshøj, (hun havde indrettet et privat plejehjem på Arnesvej 24) – hun var født og opvokset i Skagen, at hun sagde til mig ved udgangen;  ”Det er næsten som at komme ind i Skagen Kirke -  den her kirke siger ”Velkommen” til én ”.

Ja, hele kirken siger velkommen, men især Nielsons pragtfulde kunstværk (hvad skal der ske med det?!). Figuren i midten, han, som startede det hele nede i Palæstina, han breder armene ud, og ikke først og fremmest over den lille præst, som står dernede foran alteret og udfører sin beskedne opgave, heller ikke alene over menigheden, som sidder i rummet, men han breder sine arme ud mod hele verden – og siger: Velkommen!

Gud velsigne Utterslev.