Menighedsrådsformand Lis Lynges tale

Menighedsrådsformand Lis Lynges tale ved Utterslev kirkes 50 års jubilæum søndag den 8. september 2013, en festhøjmesse der samtidig er kirkens sidste ordinære højmesse.

Velkommen til næste del af dagens arrangement.

Og tusind tak til sognepræst Rikke Vedel Hansen for din flotte prædiken, og fordi du gav mig indledningen til min tale. Tid, tiden – i går – i morgen, og lige nu. Mine refleksioner under prædiken handlede i høj grad om Utterslev kirke.

Og når vi fejrer Utterslev kirkes 50 års jubilæum handler det om tiden

i går, alle de gode minder vi skal glædes over, dele med hinanden, i dag fejrer vi de gode år og forbereder os til i morgen som vi trygt lægger i guds hænder.

For 50 år siden blev denne kirke indviet og i den forbindelse skriver pastor Schjødt-Pedersen i "Utterslev kirke og sogns kirkeblad nr. 7", september 1963:

"Utterslev får en kirke, en kristen kirke, der på en gang er et tempel til Guds ære. Et guds hus for den enkelte og et forsamlingshus for kristi menighed på stedet, en ren og ægte ramme om Helligåndens fællesskab blandt mennesker."

Det hele var startet mange år tidligere. Man kan vælge forskellige historiske nedsalg – kedeligt har der aldrig været i Utterslev.

I et Pavebrev sidst i år 1100 bekræftes det, at bisp Absalon har skænket bla. denne jord, til Roskilde Bispestol. OTHERSLEF hed det dengang.

År 1657 husede landsbyen, der nu hed UTERSLØFF, hovedkvarteret for den svenske konge KARL GUSTAV under belejringen af København. Det fik en tjenestepige dog sat en stopper for, idet hun signalerede med et hvidt lagen til Københavns volde, når Svenskerkongen opholdt sig på gården. Og historien fortæller, at kongen fortrak den dag der havnede en kanonkugle i hans suppeterrin.

Derefter kommer der så mange historier om de 2 gårde på stedet. Helt sikkert er det dog, at en skindgrosserer H. C. Jensen ejede den gård, som nedbrændte i 1898 – alt nedbrændte, med undtagelse af stuehuset som i 1938 blev indviet som midlertidig kirke i Utterslev.

Kirkesagen var begyndt i 1936 og ’endte’ med et foreløbigt resultat i 1938. Den midlertidige kirke fik status som filialkirke / distriktskirke under Brønshøj kirke.

Endnu var sognet ikke udskilt som selvstændigt sogn – sligt tager jo undertiden tid.

Men næ nej, Brønshøj fik hurtigt nok af de driftige kirkefolk i Utterslev, og efter få måneder blev Utterslev sogn en realitet.

Jeg skylder Dorte Fromsejer Hartig stor tak for det materiale du har sendt til mig, og de billeder du har scannet ind.

Bla er der i materialet en kopi fra en norsk avis hvor overskriften er ’EN KIRKE KOSTER 40 MILL. FRIMÆRKER’. Jeg tror den er fra 1957, med lup kan jeg se årstallet på brevet på forsiden. I dag har jeg fået historien om, at teksten er skrevet af pastor Fromsager.

- Læse op fra avisen (vedhæftet som pdf).

Så tusind, tusind tak til pastor Klausen for den enestående ide han fik og til alle Jer der var med til at rejse pengene til denne smukke kirkebygning.

Som blev indviet for præcis 50 år siden.

Indvielsen var endda så markant at der blev gennemført 2 gudstjenester den dag.

En Kirkeindvielse kl. 10 med Biskop Leer Andersen og Pastor Klausen. Den var for øvrighedspersoner, teknikere, håndværkere, præster, menighedsråd, frimærke-indsamlere – hvis man vel og mærke havde nået at sikre sig et adgangskort.

Kl. 19 var der festhøjmesse ved kirkens 2 præster, pastor Klausen og Pastor Schjødt-Pedersen. Og hertil var der ikke adgangskort – og historien fortæller, at der var fuldt hus begge gange.

På forsiden af det tidl. omtalte kirkeblad står der "Målet er nået – Utterslev kirkekompleks – med børnegård – menighedslokaler – og nu kirken selv – er fuldført – Kirken indvies søndag den 8. september – tillykke til pastor Klausen og hele kirkens menighed – med det store værk. Velkommen – Utterslev sogn – til at tage jeres kirke i brug – og slide på dens bænke.

Og bænkene er blevet slidt flittigt gennem de 50 år kirken nu har været i brug, mere flittigt i starten end hen mod slutningen.

I de 50 år har den flotte kirke været en del af livet i sognet. Et aktivt liv som Folkekirke og Sognekirke. Denne tilknytning ændrer sig nu.

Utterslev kirke er en af de 17 kirker der for 2 år siden blev udpeget til lukning af Københavns Biskop og Stiftsråd. Året før var kirken udpeget til lukning af Bispebjerg – Brønshøj Provsti.

Der skulle en ny biskop til før der blev sat skub i processen med at tilpasse den kirkelige struktur i København til befolkningsudviklingen.

Og uanset om man kan lide det eller ej, så har Utterslev sogn udviklet sig fra et etnisk dansk sogn til et multietnisk område.

Et område hvor mange forskellige kulturer, religioner og aldersgrupper mødes og deler hverdag.

Brugen af Utterslev kirke til kirkelige handlinger som dåb, vielser og begravelser/bisættelser er gennem de seneste 20 år stille og roligt aftaget. Kun antallet af konfirmander er vokset støt. Utterslev skole, som er folkeskolen i området ligger højt på hitlisten over folkeskoler i København og det tiltrækker unge familier. Det er desværre ikke nok til at fylde kirken.

Sognets menighedsråd har gennem alle årene tilbudt et bredt udvalg af kirkelige aktiviteter og undervisningstilbud. Og dette fortsætter. Utterslev sogn blev for et år siden sammenlagt med Bellahøj sogn til det store nye Bellahøj – Utterslev Sogn.

Med knap 14.000 indbyggere har sognet en væsentlig opgave med at fastholde og udvikle det kristne budskab i området.

Menighedsrådet har på den baggrund støttet indstillingen til lukning, således at kirken kan lukkes med værdighed mens den nogenlunde stadig er på toppen, og før den kommer gennem en lang og opslidende proces hvor det diskuteres hvis argumenter der er bedst.

Bellahøj kirke fortsætter som sognets kirke, og herfra vil de mange tilbud til sognets indbyggere tage sit udspring.

Menighedsrådet har modtaget den kgl. resolution om at kirken tages ud af folkekirkelig brug efter højmessen i dag. Nu kommer en periode som lejlighedskirke indtil et salg er en realitet.

Så den festhøjmesse vi netop har deltaget i, var samtidig også kirkens sidste ordinære højmesse.

Trist – men en kendsgerning er det. Og beslutningen kan ikke spoles tilbage.

En af de sidste oplevelser i kirken var i onsdags hvor der var Salmemaraton her i kirken. Salmemaraton er et projekt, hvor Provstiets kirkers gennemsynger hele salmebogen. Og Helligånden har haft en finger med i spillet her – det var nemlig salmer om Helligånden der blev sunget her i onsdags. Den Helligånd som også blev beskrevet ved kirkens indvielse. Og som også vil være hos os og følge os i vores videre liv i sognet.

De 50 års liv der ligger imellem indvielsen og i dag vil jeg overlade andre til at fortælle om. Der er lige så mange gode, sjove, skøre, skæve, tragiske historier som der næsten har været kirkegængere gennem denne kirke.

Der er indkøbt en gæstebog, hvor I er mere end velkomne til at fortælle jeres historie.

I er også velkomne her på talerstolen –

Tak for jeres opmærksomhed.