FDF-Utterslev

FDF-Utterslev

Foto Asbjoern Laurberg

FDF Utterslev – et fællesskab med vokseværk

Hjerner, hjerter og hænder er i spil, når FDF Utterslev hver uge mødes ved Utterslev Mose. Kredsen har netop rundet de 100 medlemmer.

Natløb med lommelygter. Teltture i sommernatten. Træklatring, udklædning, agentlege, sang og lejrbål. Listen over aktiviteter i FDF Utterslev er lang, og interessen er stigende. Kredsen har netop rundet en medlemsskare på 100 børn, unge og voksne.

”Vi er stolte over vores lokale forankring og er utroligt glade for den opbakning, vi oplever fra sognet, fra kommunen og fra områdets beboere. Nærheden til både naturen og byen giver os et unikt udgangspunkt, og uden støtte fra lokalområdet ville det slet ikke være muligt for os at gennemføre så mange spændende og varierede aktiviteter,” siger Lene Finnemann, formand for FDF Utterslev.

Hvert forår deltager FDF Utterslev som indsamlingsledere ved sogneindsamlingen til Folkekirkens Nødhjælp. De lyseblå FDF-skjorter er også at finde ved de traditionelle BUSK-gudstjenester, og det er efterhånden blevet en tradition, at kirken er med, når FDF runder sæsonen af hvert år i juni. Kredsen har også givet en hånd med ved kirkens høstmarked i september, og FDF Utterslev deltager selvfølgelig, når kirken skal genindvies i december.

Derudover tager kredsen afsted på hyggelige lejre med telt og bål, på udfordrende opgaveløb over flere dage i hele Storkøbenhavn og ind i mellem gælder det de helt store arrangementer som i sommer, hvor 12.000 FDF’ere fra ind- og udland var samlet på landslejr i Jylland.

”Vi har altid gang i en masse sjove og lærerige ting i FDF, men omdrejningspunktet er og bliver fællesskabet – både for børn og voksne. Det helt centrale for os er at lege, hygge, grine og tale sammen, og at møde alle med respekt uanset baggrund, alder eller evner,” siger Lene Finnemann.

Læs mere på www.fdfutterslev.dk