Rikke Vedel Hansens prædiken

På Brønshøj Torv står tiden stille..... Et ur som hænger på torvet har sat sine viser fast på præcis slaget 12... Tiden er gået i stå, men alligevel suser trafikken, mennesker og livet forbi i en uendelighed. Verden omkring fortsætter sin gang og by-billedet forandrer sig dag ud og dag ind.

Alt omkring uret er i bevægelse, men lige netop det ur står stille. Det med tid er jo egentlig en pudsig størrelse – sekunder, minutter, dage, uger og år…. Vi mennesker har en ustyrlig trang til at måle og kende tiden. Vi kan endda sige, at vi er tidens slaver, fordi vi løber og haster rundt for at nå alting til tiden. Tid er noget der i høj grad præger vores hverdag og som satter dagsorden for det meste af vores gøren og laden.

Vi indstiller vækkeuret om morgen, så vi ikke kommer for sent op. Vi skal være ude af døren til rette tidspunkt ellers kommer vi for sent på arbejde eller andre aftaler, som dagen er fyldt ud med. Så er det blevet tid til aftensmad, og snart kigger vi på klokken om det er blevet sengetid.

Ja, det er endda gået så vidt at vi på et tidspunkt har opfundet udtrykket "Tid er penge", som signalerer at effektivitet og hurtighed er at foretrække i samfundet.

"Vær ikke bekymrede for jeres liv, for hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?" Ordene i dagens evangelium vil have os til at stå stille... ikke fysisk stille, men mentalt stå stille.

I tidens slaveri følger bekymringerne, ja, bekymringerne er tidens tunge byrde. Fortiden ruller ind over os med valg og beslutninger vi har truffet og konsekvenser deraf, og fremtiden tynger os med bekymringer om dette eller hint og mere eller mindre bekymrings-skræksenarier toner sig frem i vores bevidsthed og kan gøre os handlingslammet og ude af stand til at være til stede i nuet. Vi skuer enten bagud eller forud.

Når dagens evagelium ønsker at få os til at stå stille, er det også med en anelse provokation i tonen. "Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske far giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?

Her render vi mennesker rundt, styrer verden og tiden, men vi får at vide at det egentlig er den lille fugl og senere i teksten markens liljer, der har styr på hvordan man lever. De små væsener der gør det de er skabt til, nemlig bare at være og være til stede i nutiden, ikke i fortiden, ikke i fremtiden.

Det er her ordene fra dagens evagelium har provokationens tone, fordi vi mennesker lader oftest fortiden fylde og fremtidens bekymringer overmane os. Vi bekymrer os om de materielle ting, som dagens tekst opfordrer os til ikke at gøre. Vi bliver skubbet til, af dagens tekst fordi den jo så rigtigt fortæller, hvordan vi lever. Vi er bundet til både fortid og fremtid af minder og følelser som har, og kan sætte sig som dybe spor i os, og det er ikke til med et knipseslag bare at ryste af sig. Vi kan ikke bare med èt sætte tid, minder og følelser ud af spil, fordi det er en del af det at være menneske, og derfor skubber evangeliet til os i vores menneskelighed, og det er provokerende når det sker.

Det er provokerende fordi vi må indse, at vi er utilstrækkelige og uden af stand til at styre alt omkring os. Vi har brug for den provokation som evangeliet også kan give os, vi har brug for at blive mindet om at vores menneskelige tilstand er indskrænket og at vi er sat i verden af noget der er større end os selv.

Vi KAN ikke leve i fortiden og vi KAN ikke leve i fremtiden. Fortid og fremtid med bekymringer, minder og følelser suger bevidstheden ind i en tankeform om noget der ikke er, og derfor bevæger vi os væk fra det eneste der er... nu'et! Det NU, som himlens fugle og markens liljer er til stede i. Det NU, som kræver at vi ind imellem står stille, mentalt stille, istedet for at lade tankerne danse om fortid og fremtid.

Når vi bekymrer os om fortid og fremtid fjerner vi os fra livet, det liv som vi kun kan leve i dette øjeblik, i dette NU. Vi fjerner os fra den livsrigdom, som Gud har udstyret os med i vores skabthed som levende gudsbilledlige væsener, og som en del af Hans guddommelige skaberværk.

Galaterbrevet, som vi hørte først i gudstjenesten indledte med ordene; ”Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden”. Ånden er med til at gøre os levende, gøre os i stand til at være til stede og vurdere vores liv i det øjeblik vi lever det, i det øjeblik, som uomtvisteligt må være NU´et.

Selvfølgelig er planlægning nødvendigt, og vi har også selv et ansvar for vores egen livsoplevelse. Men det er bedst om vi kun forsøger at handle på det vi kan påvirke, og kan påvirke i nu'et, og lader de andre ting ligge. Som teksten siger: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”

Gør noget ved de ting som du kan gøre noget ved nu! Overlad bekymringer til Gud, for han er alligevel den eneste der kan gøre noget fornuftigt ved dem. Find trøst i, ikke at skulle bære sorger og byrder som vi alligevel ikke kan påvirke. Find trøst i, at de sorger og byrder kan vi lægge over på Gud.

Der er et meget smukt stykke litteratur, som hedder Guds dage, og det lyder sådan her:

Der findes to dage i en uge, som vi aldrig behøver at være urolige for – to dage fri fra bekymringer og frygt. Den ene af disse dage er ”i går”. ”I går” med sine gøremål, smerter og fejltagelser er nu forbi og er ikke længere under min kontrol. ”i går” var min – nu er den Guds.

Den anden dag er ”i morgen”. ”I morgen”, med alle dens muligheder og løfter, dens byrder og tider af uro, er lige så langt væk fra min kontrol som dens døde søster ”i går”. ”I morgen” er Guds dag, som skal blive min.

Der er kun en dag tilbage til mig i løbet af ugen. Det er ”i dag”. At udholde det som venter ”i dag”, er ikke uoverskueligt. Hver kvinde kan bære dagens byrder, hver mand kan modstå dagens fristelser. Det er kun, når vi frivilligt lægger byrderne fra ”i går” og ”i morgen” på vores skuldre, at vi går i stykker. Den slags evighedsbyrder kan kun Gud bære.

Det er ikke oplevelserne ”i dag”, som knækker os. Det er angsten for, hvad der skete ”i går”, og uroen over, hvad der vil ske ”i morgen”. Men disse er Guds dage – så overlad dem til ham.

Vi skal forsøge at skabe små lommer af metalt stilhed i vores hverdag, og bruge opmærksomheden på DEN vi er nu, DER hvor vi er, NÅR vi er der. Lad os forsøge at lade være med at trække os væk fra det eneste sted hvor livet er, ved at prøve at styre ting der tilfalder Gud. Hvis vi stoler på Gud som alkærlig, må vi også tro på, at Han finder en løsning for os, selv om vi ikke kan se den klart i øjeblikket. Men ved at være til stede i nu'et, har vi muligheden for at se og mærke livet, når det faktisk byder sig til.

AMEN