Pilgrimsvandring
I sommeren 2025 tager vi fat på endnu en strækning af Klosterruten fra Ribe til Jelling, 114 km på tværs af det sydlige Jylland med den gamle Kongeågrænse (1864-1920), Egtvedpigens grav, Haralds Blåtands runesten i Jelling – og mange flere historiske, kirkelige og naturmæssige højdepunkter undervejs.
Lige siden 2002 har Bellahøj kirke afholdt pilgrimsvandringer. Udover kortere ture i lokalområdet har der været længere vandringer i ind- og udland, bl.a. på Hærvejen, på Bornholm, i Skåne og i Sydslesvig. Ikke mindst Den Danske Klosterrute, der er en 2.400 km. lang rute gennem hele Danmark, har været et tilbagevendende indslag – og gennem årene har vi fulgt Klosterrutens forløb fra starten i Helsingør over Sjælland, Lolland-Falster, Fyn med øer og Sønderjylland til Ribe.
Klosterruten fra Ribe til Jelling
Bellahøj Kirke har reserveret plads til 20 deltagere på feriecentret Storkesøen i Ribe,
hvor vi ligesom sidst kommer til at bo i feriehuse med 6 sovepladser fordelt på 3 soveværelser – og eget bad og toilet.
Vi var meget tilfredse med opholdet dér sidste gang – og nu vil vi gentage succesen
og have base i Ribe de første 4 nætter med mulighed for dels at hygge os ude i feriecentret med fælles aftensmad, dels at tage ind til Ribe og opsøge byens gode spisesteder.
De resterende 3 nætter skal vi bo på Danhostel Vejle i dobbeltværelser med eget bad
og toilet.
Tidspunkt:
24.8.- 31.8.
Pris: 1.880 kr.
Indkvartering 7 døgn
(ekskl. transport og forplejning, men inkl. sengelinned/håndklæder)
Hvis du allerede nu ved, at du gerne vil tilbringe en uge i august på de støvede jyske
biveje og på de grønne stier langs Kongeåen og i Vejle Ådal i særdeles godt selskab
med os andre fra pilgrimsgruppen, så skriv til kirkens pilgrimspræst
Peter Møller Jensen , så kommer du på listen over interesserede og vil høre nærmere senere, når alle detaljerne er på plads.
Kongernes Nordsjælland
Inden de spændende oplevelser på Klosterruten i det jyske, skal vi naturligvis ud og luftes på endagsvandringer – og efter mange skønne ture på Skåneleden i 2023 og 2024, hvor vi gennem en hel del lørdage nåede hele vejen fra Malmø til Hässleholm, er det nok tid til at opsøge de mere hjemlige strøg i den kommende tid.
Bellahøj Kirke indbyder derfor til en række vandringer i Kongernes Nordsjælland, hvor vi igen tager fat på Klosterrutens indledende afsnit og kan se frem til interessante nye og gamle kirker og klostre, prægtige slotte, herlig natur og masser af frisk luft.
Lørdag 1. marts: Byvandring i Helsingør (6,5 km)
Lørdag 22. marts: Helsingør – Sankt Jakobs Kapel ved Gurre (14 km)
Lørdag 12. april: Sankt Jakobs Kapel ved Gurre-Esrum Kloster (17 km
Smukke, smukke naturområder og masser af punkter langs ruten med historie og stof til eftertanke, det er hvad der venter os oppe i det nordsjællandske forår! Foreløbig kan I notere datoerne, og så følger mere information om vandringerne senere…