Barnedåb

Sådan får du en barnedåb du aldrig glemmer

Find ud af hvilken dag der passer dig og din familie bedst

    • Ved søndagsgudstjenesten kl. 10.30, er der gjort meget ud af musikken. Her er oftest kun én dåb, og her fejrer du dåben sammen med de andre, der kommer til gudstjenesten. Hvis du ønsker at leje et festlokale til festen efter dåben, kan du leje den gratis om søndagen (dvs. du får de 2000 kr. du har betalt i depositum retur).
       
    • Det er muligt at få dit barn døbt visse lørdage i måneden. En lørdagsdåb, er typisk en gudstjeneste for dig og dine gæster. Præsten holder en kort tale inden dåbsritualet. 

Samtale med præsten

Før dåbsdagen kontakter præsten dig, så I kan snakke om dåben og gennemgå dåbens forløb. Fadderne er meget velkomne til at deltage i denne samtale. De kommer nemlig til at spille en stor rolle under dåben.

Vælg musik

Du får mulighed for at vælge en særlig sang eller en populær melodi, du er glad for. Ud over et musikønske, vælger du sammen med præsten 3 sange eller salmer til dåben.

Faddere

Når dit barn skal døbes, skal du vælge mindst to og højest fem personer, som skal være faddere. Faddere kan være familiemedlemmer eller venner.

Som fadder skal man:

  • Være døbt med den kristne dåb i folkekirken eller en anden kristen kirke
  • Være konfirmeret eller nået konfirmationsalderen
  • Du skal give kirkekontoret oplysninger om faddernes navne og adresser

Voksendåb 

Flere bliver døbt som voksne. Nogle blev ikke døbt som børn og får senere i livet et ønske om at blive døbt. Andre er opvokset i en anden religion og ønsker at konvertere til kristendom. Den voksne, som ønsker at blive døbt, kontakter en præst. Som forberedelse til dåben mødes præsten og den voksne for at tale dåben igennem og aftale den forberedende dåbsundervisning.
Ved voksendåb er der ingen faddere men i stedet bruges to dåbsvidner.
 

Bestil dåb

Ring til os på 38 28 55 58. Vi har åbent mandag, onsdag, torsdag og fredag mellem 10.00 - 13.00 og tirsdag fra 14.00 - 17.00.

Dåbskjole

Kirken vil gerne låne dig en dåbskjole. Den kan ses på kirkens kontor i åbningstiden.

Festlokale

Bor du i Bellahøj-Utterslev Sogn, og vælger du at få dit barn døbt i Bellahøj Kirke, tilbyder vi dig at leje ét af kirkens lokaler til dåbsfesten.

Bor du ikke i sognet, får du samme rettigheder som sognets folkekirkemedlemmer, hvis du løser sognebånd til en af kirkens præster. 


I festlokalet er der plads til 70 personer. Du skal selv sørge for at dække bord, servere maden, vaske op og rydde op efter festen.

Det koster 2000 kr. at leje et lokale og køkken. Du får 1500 kr. retur, hvis alt ser ud som da du modtog det.

​Hvis du vælger at få dit barn døbt en søndag, er det gratis at låne lokalet men du skal stadig betale depositum.