02/07/2024 0 Kommentarer
Oplev det omvendte træ i kirken
Oplev det omvendte træ i kirken
# Forside blog
Oplev det omvendte træ i kirken
Rødderne strækker sig op mod himlen og trækronen sænker sig ned mod jorden. Det er ikke hver dag, man ser sådan et træ, men for tiden er tingene vendt på hovedet i Bellahøj kirke. Som et led i konfirmationsforberedelsen har kunstneren Ebbe Laurs Sørensen sammen med de unge ladet sig inspirere af Jesu ord om sennepsfrøet, der er det mindste af alle, men alligevel gror op til at være større end alle andre. I evangeliets lys bliver alting anderledes, og troens træ kommer til os ovenfra, så vi kan bygge rede i dets velsignede skygge og betragte livet med undrende øjne.
I hele fastetiden vil det omvendte træ pryde Bellahøj kirkes lyse rum og samle tankerne om alt det, der kommer til os ovenfra. Og under træet ligger der reder, frugter og blade, alle sammen forsynet med ord, der får os til at standse op for en stund og fundere over livet. Og måske få øje på ham, der kom til verden og havde sine rødder plantet i himlen, men altid havde armene strakt ud mod os mennesker, som grenene strækker sig ud fra træet. Kristus, livets træ.
Kommentarer