Pilgrimsvandringer i foråret

Pilgrimsvandringer i foråret

Pilgrimsvandringer i foråret

# Forside blog

Pilgrimsvandringer i foråret

Klosterruten kommer til Sydhavsøerne i 2016 – og det skal vi traditionen tro være med til at markere. Selve bogen med beskrivelsen af den nye strækning fra Vordingborg til Tårs (hvorfra der er forbindelse videre til Sydfyn og øerne) kommer engang i sensommeren, men allerede i foråret vil vi fra Bellahøj kirkes pilgrimsgruppe tage fat på ruten og begive os ud i eventyret. Over tre weekender i april og maj vandrer vi fra Vordingborg til Maribo, og når vi kommer til Birgittasøstrenes by i maj er vi med til at fejre Maribos 600 årsjubilæum og indvielsen af det nye pilgrimscenter, som Elizabeth Knox-Seith står i spidsen for. Efter sommerferien dukker vi så op endnu en gang i Maribo for at deltage i bogudgivelsen og tage fat på den resterende Klosterrutestrækning vestpå mod Nakskov og Tårs.

Den første weekend på Klosterruten bliver endda en forlænget weekend, idet vi har afsat hele tre dage, fra fredag d. 1. april til søndag d. 3. april, til turen på Falster fra Storstrømsbroen til Nykøbing Falster. Vi får en flot base i denne weekend, idet vi skal bo på Ny Kirstineberg Bed & Breakfast, se nærmere her: http://bedbreakfast-nykøbingfalster.dk, der er indrettet på et gods fra det 19. århundrede, smukt beliggende direkte på Klosterruten i en herlig stor park med sø, marker, skov og kik til det skønne Guldborgsund. Vi har fået et favorabelt tilbud, der gør at vi bor i et nyindrettet festlokale med madrasser på gulvet for kun 400 kr. pr. person for de to overnatninger inkl. morgenmad. Der er også mulighed for at opgradere komforten, idet der er et par værelser til rådighed med to eller tre senge til 725 kr. (i dobbeltværelse)/600 kr. (i trepersonersværelse) pr. person for de to overnatninger inkl. morgenmad. Dertil kommer naturligvis udgifter til benzin (vi deles om bilerne) og øvrige måltider. Det favorable tilbud kræver dog at vi fylder festlokalet op, så prisen er beregnet på 20 deltagere.

Fredag begynder med vandringen over Storstrømsbroen og fortsætter over det nordlige Falster til Øster Kippinge, i alt 17 km. Lørdag begynder vi i Øster Kippinge og har så vores base på Ny Kirstineberg som dagens mål, i alt 19 km, hvoraf de fleste går langs det smukke Guldborgsund, der adskiller Falster og Lolland. Og søndag er afsat til en byvandring i Nykøbing Falster, der ligger lige syd for Ny Kirstineberg, så den dag bliver det kun til 4-5 km, men vi når til gengæld også at få set grundigt på byen og komme til højmesse søndag formiddag.

I må meget gerne melde tilbage senest søndag d. 17. januar, hvis I vil med på denne skønne tur, der altså indleder rækken af spændende vandringer på Klosterrutens nye del. Jeg håber det lykkes at få fyldt de smukke rammer op og at vi får nogle herlige dage dernede!

Og så får I da også lige datoerne for forårets øvrige vandreweekender:

Lørdag d. 16. april – søndag d. 17. april: Fra Nykøbing Falster via Kettinge til Vester Ulslev (19+20 km)

Lørdag d. 21. maj – søndag d. 22. maj: Fra Vester Ulslev til Maribo med deltagelse i jubilæumsfestlighederne og pilgrimscenterindvielsen søndag (21+1 km)

Nærmere information om disse weekender følger senere, men indtil videre kan I reservere datoerne.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed