Nogle mænd opfatter fædre-barsel som umandigt, hvilket får flere til at fravælge privilegiet, skriver sognepræst Asser Skude

Af hensyn til børnenes harmoniske opvækst er det min opfattelse, at børn er bedst tjent med at få støtte af såvel en mor som en far. Burde vores samfund ikke netop i ligestillingens navn sikre mænd og kvinder ens barsel? 

Jeg taler ikke mindst på vegne af min egen faggruppe, som jeg oplever som berygtet for en høj skilsmisse-procent, høj risiko for stress og overbelastning med en seks dages arbejdsuge og ingen øvre grænse for arbejdstid.

Uanset hvem, der tjener pengene, bør begge forældre have samme (tvungne) barsel. For præster skal der for eksempel ikke kunne forventes andet i forhold til menighed og menighedsråd, uanset om man er kvinde eller mand og bliver forælder. Problemet med den nuværende ordning for fædre, der er præster, er, at den er frivillig, og det er mit indtryk, at barsel sjældent anvendes fuldt ud. Det sker blandt andet ikke, fordi man ønsker at undlade at belaste menighed og kolleger med en vikar i ens fravær.

Som mand kan det ofte være vanskeligt at holde sin barsel, når man ikke er tvunget til det. Man vil gerne være engageret, og det kan opfattes som umandigt, når man siger nej til at arbejde. Personligt holdt jeg mindre end 20 dages barsel i forbindelse med mine to sønners fødsler i henholdsvis 2011 og 2013. Den prioritering er naturligvis min egen, og jeg står selv på mål for den.

Men det ville i sagens natur have set anderledes ud, hvis jeg ligesom mine kvindelige kolleger havde været tvunget til at holde min barsel. 

Det er klart, at der hele tiden vil være en balance for, hvor meget samfundet skal blande sig i, hvordan vi borgere tilrettelægger vores liv, og hvordan borgerne udøver deres frihed og privatliv.

Det siger sig selv, at det kan blive utåleligt, hvis samfundet til alle tider skal have en holdning til, hvilket hus og bil man køber, hvordan man finansierer disse udgifter, hvilket arbejde man tager, hvornår man holder fri, hvor mange børn man får osv.  Når det er sagt, synes jeg, der i historien har været eksempler på, at samfundet har blandet sig og skabt nye standarder. Standarder, som mange i dag er stolte af, når vi skal sammenligne os med andre lande. Ikke mindst lande, hvor der er undertrykkelse, og hvor alle borgere ikke har samme muligheder som i Danmark.

Her tænker jeg på kvinders basale rettigheder, som er sikret gennem de seneste hundrede år; stemmeretten og retten til at bestemme over egen krop (læs: retten til fri abort).

De frihedsgrader er ikke kommet af sig selv og har mødt stor modstand. Tag bare præstestanden som eksempel igen.

Det var ikke alle, der var udelt begejstrede. Der var nogle, der hævdede, at staten blandede sig, når man for eksempel ville tillade retten til fri abort, kvindelige præster og fraskiltes ret til at blive gift igen. 

Havde jeg levet dengang, håber jeg, at jeg var stået op for de nye frihedsrettigheder – af grunde som mest af alt udspringer af mit syn på kvinder, som handler om, at de skal have samme frihedsgrader som mænd. Og når samfundet tillader det og accepterer det, så er det også sådan, at jeg som en god borger også bør acceptere og indordne mig under det.

Det er min pligt, som en god borger, at unde mine medborgere samme frihedsgrader, som jeg også nyder godt af. Derfor undrer det mig, at mænd i forbindelse med barsel er ringere stillet end kvinder, når de alt andet lige ikke har samme (tvungne) barsel.

Foto, Ulrik Jantzen, 2009, Das Büro